Skriverier

Refleksion: “Kære Gud, hvad gør man når Danmarks dygtigste læger løber tør for behandlingsmuligheder?”

“Kære Gud, hvad gør man når Danmarks dygtigste læger løber tør for behandlingsmuligheder?”

Allerede på lang afstand kan man se Rigshospitalets 16 etager tårne sig op mellem Østerbro og Nørrebro. Har du blot én gang taget turen hen mod bygningens hovedindgang, vil du formentlig genkende fornemmelsen af at blive overvældet af dens voldsomme arkitektur. Selvom jeg dagligt tager denne tur, får den store grå betonklods mig til at føle mig lille.

Arkitektur siger noget om, hvad det er for en tid vi lever i og hvordan vi forholder os til omverdenen.

Rigshospitalet er opført i en modernistisk arkitektur, med ønsket om, at være i pagt med samtiden, hvilket dens materialer er med til at fremhæve. Væk med al unødvendig pynt og lad den rå beton stå i sit klare lys. Den arkitektoniske stil kaldes brutalisme. Det kan undre mig, at man bygger et hospital i netop denne stilart, som uundgåeligt kommer til at signalere: Her har vi styr på det, her har vi magt og kontrol. I dette hus er du i lægevidenskabens hånd og vi har ét succeskriterium; helbredelse. Og heldigvis for det må man mene. Problemet indtræder blot, når mulighederen for helbredelse udtømmes og lægevidenskaben ikke længere rækker. ”Kære Gud, Hvad gør man, når Danmarks dygtigste læger løber tør for behandlingsmuligheder?” -  som et menneske skriver i Rigshospitalets gæstebog. Ja, hvad gør man så? Hvilken rolle i det større hele giver det dem, der kommer til at dø af en uhelbredelig sygdom? Døden, i forhold til succeskriteriet om helbredelse, er jo en klar fiasko. Hvordan afspejler det sig så i arkitekturen? Stort set alle de hospitaler jeg kender, har sørget for at placere deres kapeller længst muligt væk. Altså en måde at gemme døden - fiaskoen - af vejen på. På hospitalet er vi i jo overlægens hånd. Ikke i Guds.

I en tid, hvor der bliver debatteret, hvorvidt kirken overhovedet har en plads på de kommende supersygehuse, er det oplagt at huske på, at kirken og kristendommen oprindeligt var fundamentet for hospitalet. Helt tilbage fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der handler om, at man skal komme sin næste til hjælp, videre over oprindelsen af klostrene rundt i verden, der tog sig af de syge, frem til tiden efter reformationen, hvor det første sygehus i Danmark opstod på baggrund af folks donationer i Helligåndshuset på Strøget i København, for til sidst at ende fremme i midten af 1700-tallet, hvor det første egentlige hospital, Frederiks Hospital i Bredgade, blev oprettet. Hospitalerne var typisk bygget op som en korsformet bygning med kirken i midten. Denne blev naturligvis brugt til gudstjeneste på søndage, alle andre dage blev den til gengæld brugt som operationsstue. Dengang var anæstesien ikke så veludviklet, hvorfor præsten deltog i operationerne. Givetvis for at assistere ved at være med til at holde patienten eller bedøve med alkohol, men uden tvivl også for at bede Fadervor. Selvom lægevidenskaben allerede dengang var i udvikling var der stadig en tro på, at vi mennesker ikke kunne alt, og at vi var nødt til at overgive os til at være i Guds hånd.

Efterhånden som videnskaben udviklede sig og langsomt trængte sig ind på troens domæne, var det ikke længere tilstrækkeligt blot at sætte sin lid til at være i Guds hånd. Nu var det vigtigere at være i overlægens hånd. Netop det perspektiv kom arkitekturen på det nye Rigshospital på Blegdamsvej fra 1970 til at understrege. Hospitalet var omgivet af overlægeboliger og kirken udgjorde ikke længere midtpunktet. Faktisk “glemte” man, at der overhovedet skulle være en kirke. I stedet blev et lille auditorium - uden vinduer - sidenhen indviet til Rigshospitalets kirke og den har fungeret som sådan lige siden. Omend det lille rum ved første øjekast ikke ligner andre kirker og kunne være i fare for at fremstå som et meget neutralt rum, så emmer det af historie og ånd. Udover gudstjenester, andagter og kirkelige handlinger, bliver kirken brugt af mange, som et sted til at finde ro, midt i et travlt og til tider kaotisk hus.

Mit kontor ligger lige overfor og jeg ser ofte, at mange søger tilflugt i kirken. Jeg taler ligeledes ofte med både patienter og pårørende om, at de netop bruger kirken, fordi det ikke bare er et neutralt rum, men derimod et sted med en særlig historie. En historie der formår at sætte deres eget liv i perspektiv. De har brug for at blive fortalt ind i en større historie - den kristne fortælling om, at vi er i Guds hånd ligegyldigt, hvad der sker. Fordi sygdom, død og sorg har lagt den historie de havde lavet om sig selv i grus - en historie der typisk handler om, at de, så at sige, var Gud i eget hus.

Størstedelen af Rigshospitalets brugere, er på den ene eller anden måde blevet mindet om, at alt kan ske og at vi i sidste ende ikke selv styrer noget som helst. Derfor er det så skønt, at vi kan komme i kirken, hvor der er højt til loftet - og med Rigets kirke in mente, ikke nødvendigvis i bogstavelig forstand. Vi kan bygge alle de nye supersygehuse vi vil, med alverdens religionsneutrale rum, lade arkitekturen bestemme og bilde os ind, at vi er herre i eget hus, men vi har stadig brug for både at være i overlægens, og måske i særdeleshed i Guds hånd.  

 

Amalie Nielsen