Skriverier

Man kan ikke tale døden ihjel

Aldrig har så mange talt og skrevet om døden som nu. Men lige meget hjælper det på vores dødsforskrækkelse. For vi taler om det forkerte.

Kronik af Lotte Blicher Mørk og Esben Kjær. Bragt i Information 29. november 2017.

På et sygehus et sted i Danmark hænger der bannere i personaleområderne med denne her påmindelse til lægerne og sygeplejerskerne: »Her taler vi om døden!« Ikke noget tabu her.

Og det er jo bedre end ikke at tale om den. Men det er faktisk ikke så interessant, at man taler om døden. Det er langt mere interessant, hvad man siger om den. Og alle de talende hoveder derude, der taler om døden – ikke mindst i det professionelle miljø – siger i vid udstrækning ting, der ikke rigtig bringer os videre i forsøget på at få et mere fornuftigt forhold til døden end den systematiske dødsfornægtelse.

Efter en masse år med et landsomfattende dødstabu, bliver der ellers talt og skrevet om døden som aldrig før. Det kan alle, der læser avis, selv forvisse sig om. Efterladte, sorgforskere, præster, psykologer; alle står nærmest i kø for at tale om døden.

Det gælder også denne kroniks forfattere. Men som vi ser det, er der ikke meget, der tyder på, at al den snak flytter ret meget ude i virkeligheden. Som hospitalspræst og flittigt benyttet underviser og foredragsholder møder Lotte døende og efterladte hele tiden. Og siden Esben skrev sin bog Min usynlige søn om sorgens transformerende kraft, har han mødt tusindvis af efterladte til foredrag og debatter. Og vi ser meget få tegn på, at holdningen til døden flytter sig på andet end et overfladisk, akademisk niveau. Vi taler gerne om døden i generelle, abstrakte vendinger. Men ikke om din død. Eller min.

Til kaffe med døden

Til gengæld forsøger vi at trække tænderne ud af døden – at gøre den ufarlig. Du kan nu komme »Til middag med døden«, »Drik kaffe med døden« og gå på dødscafé – Projektdanmark galore. Det kan kun være et spørgsmål om tid, før der i den bedste sendetid kommer tv-programmer med titlerne Dus med døden, Vild med døden, Døds-factor eller Den store døds-dyst.

Intentionerne er helt sikkert gode nok. Og det er meget bedre end for få år siden, hvor vi prøvede at besejre døden ved at lade, som om den ikke eksisterede. Vi talte ikke om den, og vi ignorerede systematisk både de døde og de efterladte.

Det fortsætter hovedparten af befolkningen sådan set stadig med – flugt og fortrængning udgør fortsat de flestes forsøg på at mestre døden. Nu er den talende klasse så i gang med at finde en anden måde at mestre den på. Nemlig ved at gøre døden hyggelig og ufarlig. Vi skal være ven med døden: Når vi nu ikke kan besejre den på den gammeldags måde med hospitalsbehandling og fortielse, så kan vi i stedet prøve på den nye måde: ved at kramme den ihjel.

Jeg (Lotte) talte med en ung mor, der skulle dø fra sine små børn og kæreste. Hun fortalte, at flere af hendes veninder havde opfordret hende til acceptere, at hun skulle dø, for så ville det gøre det lettere for hende at være i. Nu lå hun så dér og prøvede som en vanvittig. Men kunne ikke. Til gengæld kunne hun slå sig selv oveni hovedet med, at heller ikke dét magtede hun. Som hun sagde: »Jeg kan ikke omfavne døden, for det ville være det samme som at give slip på livet.«

Modstand og overgivelse

Dødshyggesnakken og dødskrammeriet er ligesom fortielsen blot endnu et forsøg på at flygte fra den mest afgørende og mest rædselsvækkende faktor ved det at være menneske: Vi skal dø, det er forfærdeligt – og vi kan intet gøre ved det. Vi får ikke kontrol over døden – den er og bliver vores frygteligste fjende, hvis vi elsker livet. Døden konfronterer os med den ultimative magtesløshed. Og det er netop årsagen til, at vi aldrig vil få held med at aftabuisere døden, og at vi kun fortsat beskæftiger os med den på et overfladisk niveau.

Vi er ikke blevet bedre til at tale om det. Fordi det er svært. Døden er et paradoks. Vi må opretholde modstand til den, hvis vi vil leve. Men samtidig må vi overgive os til, at det er den vej, det går. Det er et vilkår, der er svært at leve under.

Så hvad skal vi gøre for at kunne være i dette paradoksale vilkår? Vores bud på et svar er: Vi skal snakke noget mindre om selve døden – og snakke noget mere om livet før døden: Vi skal hade døden – men overgive os til det faktum, at vi er magtesløse, og at vi ikke slipper, uanset hvor meget vi spræller. Den bevidsthed skal vi bruge til det eneste, der giver mening: At leve så inderligt og intenst, på godt og ondt, som vi kan her og nu – i erkendelse af, at tiden er knap, og det hele ender ulykkeligt.

Vi skal elske noget mere, og så skal vi holde op med at prøve at flygte fra lidelsen i form af sygdom, død og sorg, når den kommer – for det gør den. I stedet skal vi stå i lidelsen – i erkendelse af, at lidelse ikke alene er et uomgængeligt livsvilkår, men at den også er med til at forme og definere os som mennesker.

Revet ud af livet

Jeg (Lotte) talte med en 50-årig, uhelbredeligt syg kvinde. Hun var træt af, at læger og sygeplejesker hele tiden ville tale med hende om hendes kommende død. Kvinden var helt bevidst om den, men havde ikke lyst til at beskæftige sig mere end højst nødvendigt med den. Faktisk havde hun bare lyst til at leve det liv, der var tilbage.

Hun talte om fremtiden og købte nye, dyre kjoler. Hun sagde, at sundhedspersonalet blev helt akavet, når hun fortalte om det – som om de tænkte; »Det kan jo ikke betale sig – ved hun overhovedet, hvor alvorligt det er?« Kvinden fortalte mig, at det ikke gjorde noget godt for hende, at personalet »hele tiden rev hende ud af livet«. For hvis skyld talte alle på sygehuset om døden her?

Kvinden levede på trods af lidelsen. Men – og det er en anden vigtig pointe – vi skal stå i lidelsen sammen. Det gør vi ikke i dag, hvor pårørende ofte flygter fra de efterladte, som for to ud af tres vedkommende ifølge undersøgelser føler sig dybt svigtet af omverdnen i deres livs værste krise.

Der er enormt meget fællesskab i, at vi alle skal dø, hvis vi holder op med at flygte og i stedet overgiver os til den magtesløshed, vi alle kommer til at opleve. Vi styrer meget lidt, når det virkelig gælder. Og det eneste, vi har, er kærligheden til hinanden. Den er til gengæld det hele værd – men det kræver, at vi tør stå det allermest sårbare sted: i vores egen magtesløshed og i vores kærlighed til vores ligeså magtesløse elskede.

Langstrakt farvel

I forbindelse med optagelserne til DR K-serien Kunsten at miste, som sendes i disse uger, mødte jeg (Esben) den 78-årige pensionerede smed Jørgen Glad. Han har knoglekræft, og han kommer til at dø af det.

Men i stedet for at fortrænge døden eller bekæmpe den med udsigtsløs behandling, har han valgt at stå i det. Han taler om det med alle, der betyder noget for ham.

Han græder med sin kone og hører klassiske rekviemmer, fordi musikalske dødsmesser lader ham gennemleve sorgen over at skulle sige farvel til et liv, han ikke føler sig færdig med. Han får lidt kemo, fordi han så gerne lige vil have sin 60-års bryllupsdag med.

Han prioriterer hårdt: Han har droppet folk, han ikke gider. Til gengæld er han begyndt at synge i kor igen, fordi det giver ham så meget. Men først og fremmest tilbringer han en masse tid med de mennesker, han elsker, i et inderligt, langstrakt farvel.

Kan du komme i tanke om en mere livsbekræftende meningsfuld måde at møde dødens meningsløshed på? Hvordan har du tænkt dig at møde din død? Og hvordan vil du være der, når dem, du holder af, møder deres?

Amalie Nielsen