Skriverier

Refleksion: Når mediers sensationsjagt planter frygt og skyld

Følgende overskrift var nyligt at nde på forsiden af Politiken:“Det mest solide studie til dato: P-piller øger risiko for brystkræft med 20 procent”. Artiklen bag handlede om om ny dansk forskning netop offentliggjort i et af verdens førende tidsskrifter, New England Journal of Medicine. Jeg ved med sikkerhed, jeg ikke var den eneste kvinde, der den dag fik nervøse trækninger ved synet af denne overskrift. Jeg blev samme dag tilkaldt til en samtale med en yngre kvinde, der lige var blevet opereret for brystkræft på Rigshospitalet. Jeg nåede kun lige ind af døren, før hun udbrød: “Det er åbenbart min egen skyld, at jeg har fået brystkræft”. Hun havde også læst artiklen og straks følt skyldig, fordi hun havde taget p-piller i mange år.

Nu er det ikke første gang, jeg møder en patient, der føler skyld over sin egen sygdom, så vi fik en lang snak om, hvad hun reelt er skyld i samt, hvad hun modsat absolut ikke kan tage ansvaret for. Denne form for moderne skyld er alt for udbredt. Men pointen i denne refleksion er, at danske mediers dækning af sundhedsstoffet absolut ikke er med til at gøre det bedre. Stigningen på de 20% af kvinder, der får brystkræft på grund af p-piller er som sådan korrekt nok. Men i absolutte tal dækker den over meget få tilfælde af brystkræft. Konkret betyder det, at 55 ud af 100.000 kvinder, der ikke har brugt p-piller, får brystkræft, mens 68 ud af 100.000 kvinder, der har brugt p-piller, får brystkræft. Så reelt set er der “kun” tale om 13 ekstra tilfælde af brystkræft ud af de 100.000 kvinder hvert år. Denne del af historien gemmer avisen bekvemt langt nede i artiklen for ikke at ødelægge en god historie.

Desværre er prisen for at servere denne gode historie således frygt og skyld hos masser af kvinder. Og det er uanstændigt og uetisk. Medierne har stor indflydelse på, hvordan vi ser på vores sundhed. Derfor kan den måde, de fremlægger forskningsresultater og fakta på, undre mig. Jeg kunne mistænke medierne for at være mere optaget af, hvor mange klik sådan en overskrift kan give, end at oplyse læserne.  

Sundhed har i mange år været det, danskernes helst vil bruge samfundets penge på og vi er i det hele taget generelt vældig optaget af sundhed. Man taler ligefrem om, at sundhed er den nye religion. Det er ligegyldigt, om det gælder Alt for damernes gode (og banale) råd til et bedre og sundere liv: Spis mindre, dyrk motion, få en god nattesøvn. Eller om det handler om, hvordan man kan hjælpe sit barn med autisme, hvis blot man undlader al sukker i barnets kost. Ifølge medierne handler det grundlæggende bare om at bevare motivationen. Det er der intet nyt eller forkert i. Det nye aspekt er imidlertid deres unuancerede måde at formidle den bagvedliggende forskning og fakta på.

Dette var netop tv-lægen Peter Qvortrup Geislings pointe i et nyligt debatprogram på TV2 News, hvor denne problematik blev taget op. Geislings meddebattører bestod af nogle af de store avisers redaktører, som var under anklage for at lave skræmmekampagner med overskrifter som den jeg indledte med. Geislings synspunkter var ikke populære hos redaktørerne; han blev nærmest hånet, da han påpegede, at medierne er mere optaget af antal læsere end af at informere og dermed bliver medskyldige i, at vi har så svært ved at finde hoved og hale i viden og gode råd.

Jeg er enig med Geisling i, at medierne skaber mere bekymring end de skaber oplysning. Vi sluger overskrifterne råt, fordi de passer så godt ind i vores illusoriske, samfundsskabte billede af, at vi selv har ansvar for og dermed magt over det meste i vores liv. Og med denne indbildte magt følger også ansvaret og dermed skylden –således også, når vi bliver syge. Det er utroligt - men egentlig ikke så underligt -  hvordan vi er villige til at rage skyld til os, når det kommer til sygdom. For har vi skylden, så er der trods alt en årsag, en forklaring, en mening - og så er vi ikke efterladte i det tilfældige og meningsløse. Hvis vi kan placere skylden, føler vi en form for kontrol. Og det er åbenbart bedre end meningsløsheden. Også selv om skylden ender med at ødelægge vores liv. Som den for eksempel allerede var i gang med hos den førnævnte unge kvinde, der lige var blevet opereret for brystkræft. Ikke nok med, at hun var syg – nu var hun også selv skyld i det. Det er den høje pris, der følger med i mediernes jagt på klik på deres historier.

Men nu er der jo altid fire fingre der peger tilbage på een, når man peger på andre og vi læsere har også et ansvar for at forholde os mere kritiske til, og sortere i, nyhedsstoffet. Hvordan er vi blevet så kritikløse? Vi klikker os rundt og bliver alle eksperter uddannet på “Google University” på alt fra diagnoser til behandling (eller underkendelse af samme) på nettet i en tid, hvor lægens autoritet ikke er stor. For vi ved jo selv bedst – og vi har jo ansvaret. Dette udnytter medierne ved netop at lave overskrifter, der indgyder frygt. Og derfor skal vi huske at læse historierne langt mere kritisk. For jeg tror ikke, tendensen stopper her, snarere tværtimod.

Et nyt år er begyndt og dermed en ny mulighed for at åbne øjnene lidt ekstra, være mere kritiske, og ikke lade vores liv diktere af noget vi alligevel ikke har magt over. Giv mediernes sundhedsnyheder og gode råd en kritisk én på kassen og lad din sunde fornuft råde. 

Godt nytår.

Amalie Nielsen