Skriverier

Ærlighed - rimer på kærlighed.

Facebook har på det seneste været i vælten med beskyldninger om, at de misbruger folks personfølsomme data og tiltrukket sig en del uheldig opmærksomhed. Alene af den grund, er jeg tilfreds med ikke at have en profil. Men jeg må alligevel indrømme, at jeg flere gange har kigget over skulderen på min mands profil for at se, hvad folk lægger op. Der tegner sig generelt et billede af livets gode, kærlige og succesfulde sider, og det lader til, at folk har svært ved at være ærlige og poste noget om alle de svære stunder - alt dét, der ikke lykkedes. Jeg er klar over, at Facebook ligeledes benyttes til at dele svære og tunge emner som død og sorg - som en del af en sorgproces. Men selv her, udlægges kun de mere positive sider af historien, og næppe alt dét, der handler om det uforløste, grimme eller utilgivelige, som ofte også er en stor del af en sorg. Som noget nyt dog, er der opstået en slags “modbølge” til denne selektive form for ærlighed, nemlig overærligheden, hvor der postes alt lige fra “se alle mine deller på kroppen - jeg er lækker som jeg er” til “se mig uden make-up - jeg er smuk alligevel”. Men er denne form for ærlighed ikke bare endnu en måde at råbe op på - bare med omvendt fortegn? Og har den nødvendigvis noget som helst med den indre ærlighed at gøre?

Det lyder måske lidt underligt at tale om ærlighed i denne kontekst, for man kan vel godt være et ærligt menneske, selvom man undlader at poste livets mindre flatterende sider på Facebook - eller for den sags skyld overeksponerer dem, som i sidstnævnte eksempel? Ja, bestemt. I hvert fald, hvis det handler om ærlighed som en egenskab eller dyd, man kan vælge til og fra for princippets skyld, fordi man er et moralsk ordentligt menneske. Men der er som nævnt den anden form for ærlighed, nemlig den indre - den eksistentielle - ærlighed. Den ærlighed du ikke kan vælge til og fra, men derimod rammes af. Og som samtidig giver dig muligheden for at være et menneske i al sin eksistentielle nøgenhed. Når denne ærlighed rammer, rammes man åbenbart også samtidig af en vis opdateringslammelse på Facebook.

Det er den form for ærlighed, der dukker op, når vi bliver revet ud af vores forudsigelighed og kontrol. Når vi bliver ramt af livets mere barske sider, som fx når vi selv eller vores elskede rammes af en ulykke eller sygdom, bliver deprimerede, stressede eller skilte. Og når vi på den måde konfronteres med livets helt egen ærlighed, kan vi ikke undgå at stoppe op og se på livet ... blive konfronteret med det.

Hvad og hvem er vigtige for mig? Hvordan har jeg levet? Hvem er jeg egentlig?

Det kan gøre forbandet ondt, men giver samtidig en enestående mulighed for blot at være sig selv - med alt, hvad det indebærer. Uden at skulle tænke så meget på, hvordan det fremstår på Facebook. Den her omtalte mulighed må ikke forveksles med mediernes utallige historier om eksistentielle opblomstringer, der opstår i kølvandet på, at man har kæmpet sig igennem et svært forløb. For virkeligheden ser IKKE nødvendigvis altid sådan ud. Tværtimod efterlader de fleste sværere forløb langt flere komplikationer end opblomstring. Min egen erfaring siger mig da også, at langt de fleste hellere ville have været foruden tragedien frem for en eventuel nyvunden opblomstring. Men når man nu konfronteres med denne eksistentielle ærlighed, så kan det alligevel åbne for en form for forandring - en mere intens måde at leve livet på.

For nogle år tilbage offentliggjorde The Guardian en liste over fem ting vi fortryder på vores dødsleje. Det viste sig, at de fleste ville ønske, at de havde været mere ærlige og tro mod den, de i virkeligheden var, i stedet for hele tiden at have prøvet på at leve op til andres forventninger. Det genkender jeg fra de samtaler jeg har har med mennesker på kanten af livet. Skammen over ikke at være blevet den, man troede man skulle være. Eller mere specifikt, ikke at have haft modet til det. Jeg oplever oftest gennem mine samtaler, at vi har et klart behov for at blive set som dem, vi i virkeligheden er, når den eksistentielle ærlighed har ramt os. Men det er så uhyre sårbart, fordi det udfordrer det, vi fremstiller os selv som - bl.a. på Facebook. For vi er jo også utilstrækkelige, dumme, uforskammede, egoistiske og meget andet knapt så “like-abelt”.

Spørgsmålet er i sidste ende altid, om kærligheden kan bære, hvis du lader den anden se hele dig? For ærlighed rimer på kærlighed. Kan jeg være mig selv og blive elsket på trods? Tør jeg tro på, at kærligheden kan bære ærligheden? Og det er netop lige her Facebook og lignende sociale medier falder pladask igennem. For tør vi overhovedet stole på kærligheden er til stede i et netværk, med relationer, der nogen gange er tyndere end udkogt nudel? Så i stedet for at sætte al vores lid til de virtuelle relationer, skal vi huske også at nære de virkelige. For det er i sidste ende dem, der magter at bære ærligheden med og i kærligheden.

Amalie Nielsen